Historien bag
Danmarks Veteraner

På opfordring af oberst Carl Engholm – chef for Gaza hold I – stiftede en gruppe FN-veteraner den 26. oktober 1968 FN-Soldaterforeningen “De Blå Baretter” under følgende citat: “Til ære for den velorganiserede indsats af danske soldater, observatører og politifolk i FN’s fredsbevarende styrker.” Foreningens første formand blev medinitiativtageren Torben Alstrup Nielsen, som selv var tjenstgørende sergent i C-Coy på Cypern hold 3 og 4.

Formålet

med foreningen var først og fremmest at samle hjemsendt og tjenstgørende personel, der har deltaget i missioner for FN, NATO, EU, og OSCE for derved at knytte og styrke de kammeratlige bånd blandt medlemmerne. Dernæst var det foreningens formål også at støtte og oplyse om FN’s formål og virke, herunder specielt de fredsbevarende/-skabende aktiviteter.

De blå baretter udviklede sig gennem årene og skiftede navn til DANMARKS VETERANER.


Danmarks Veteraner

er i dag en landsforening med 26 foreninger og mere end 3000 medlemmer fordelt over hele landet herunder Færøerne og Grønland. Foreningen er i stadig vækst.


Danmarks Veteraner Kronjylland

er medlem af landsforeningen Danmarks Veteraner. Danmarks Veteraner Kronjylland har til formål at samle hjemsendt og tjenestegørende personel, der har deltaget i mindst én international mission under FN, NATO, EU og/eller OSCE for forsvaret, politiet, beredskabsstyrelsen m.fl.,  samt deres pårørende, for derved at fremme og styrke positive og støttende fællesskaber.

Danmarks Veteraner Kronjylland er endvidere en del af Veteranindsatsen Randers og deltager aktivt i, at der ydes den bedste indsats overfor veteraner og deres pårørende. Danmarks Veteraner Kronjylland har i 2023 127 medlemmer.

Danmarks Veteraner Kronjylland er hjemhørende i Veteranhuset, Kavalerivej 16, 8930 Randers NØ.

Billeder fra den stiftende generalforsamling

på Randers Kaserne om aftenen den 8. nov. l988 hvor tidligere FN -soldater i området Randers- Mariager-Hobro-Hammershøj-Ulstrup-Hadsten- og store dele af Djursland gennem omtale i dagspressen var opfordret til at give møde.

Danmarks Veteraner Kronjylland

Primus motor til opstarten og grundlæggelsen var Preben Johannesen, som også blev foreningens første formand.

På den stiftende generalforsamling på Randers kaserne var ca. 50 fremmødte gl. soldater.

Max Nielsen fra foreningen i Århus og De Blå Baretters daværende landsformand Torben Alstrup Nielsen fra Viborg var til stede og foreningen fik sit navn De Blå Baretter FN-Soldaterforening Kronjylland.

Der blev valgt bestyrelse med følgende sammensætning:
Formand Preben Johannesen, Gaza 10.
Kasserer Tommy Alstrup Nielsen, Cypern 39 og 40.
Sekretær Dieter Grothe Cypern, 41 og 42.
Bestyrelsesmedlem Claus Mølgaard Nielsen, Cypern 41 og 42.
Bestyrelsesmedlem Aage Pedersen, Cypern 25.
Revisorer var: Erik Johannsen og Knud Spangsø.

De første medlemsmøder blev afholdt i et lokale på “Højriis” i Dronningborg.

Året efter blev Claus Mølgaard Nielsen kasserer, da Tommy flyttede bopæl.

Ved generalforsamlingen 1993 år blev Claus Mølgaard Nielsen formand, og ny kasserer blev Aage Pedersen.
Ny i bestyrelsen blev herefter Erik Johannsen, og som ny revisor tiltrådte Willum Clausen.

Som om det var sædvane blev Aage Pedersen efter nogle år formand, og Erik Borgbjerg, Cypern 4, som var nyvalgt i bestyrelsen, blev ny kasserer.

På generalforsamlingen 2010, hvor vi fik en kraftig revision af vore vedtægter, ønskede Aage ikke at modtage genvalg.

Her blev indført i vedtægterne, at formanden var på valg i lige årstal, og kassereren i ulige årstal.

Ny formand for Kronjylland blev Erik Johannsen (Cypern 1), som i mange år havde været sekretær i bestyrelsen.

Den øvrige bestyrelse bestod herefter af: Ernst Kristensen valgt i lige årstal og
Kaj B. Rasmussen og Erik Bang Andersen valgt i ulige årstal. Kasserer var fortsat Erik Borgbjerg.

På generalforsamlingen 2014 stod det klart, at Erik grundet alvorlig sygdom ikke ville være i stand til at fortsætte, og som ny formand blev valgt foreningens revisor siden 1988, Knud Spangsø (Cypern 4). Han betingede sig dog, at det kun skulle være for en enkelt periode på 2 år.

Til trods herfor blev Knud Spangsø i 2016 genvalgt for en periode mere og Knud Spangsø fik ligeledes genvalg 2018. Ny suppleant i bestyrelsen blev Hans Christian Mortensen.

I 2017 ønskede næstformand Kaj B. Rasmussen at udtræde af bestyrelsen og fortsætte som resourceperson.

Ny i bestyrelsen og ny næstformand blev suppleanten Hans Christian Mortensen.
Den øvrige bestyrelse fortsatte uændret.
Suppleanter var herefter: Erik Bugge og Jacob Wormslev Møller.

På generalforsamlingen 2020 ønskede Knud Spangsø ikke genvalg, og som ny formand valgtes den hidtidige næstformand, Hans Christian Mortensen.

Ny i bestyrelsen og ny næstformand blev suppleanten Erik Bugge.
Den øvrige bestyrelse fortsatte uændret.
Suppleanter var herefter: Jes Nørholm og Jacob Wormslev Møller.