Foredrag, Slædepatruljen Sirius.

Danmarks Veteraner Kronjylland inviterer veteraner og pårørende til foredrag om slædepatruljen Sirius.

Tidspunkt: onsdag den 11. september kl. 19.00.
Sted: Veteranhuset, Kavalerivej 16, 8930 Randers NØ

Foredraget har allerede trukket fulde huse i Randers flere gange i år, og da Veteranhuset har begrænset plads tilrådes hurtig tilmelding.

Lasse og Anders kommer og fortæller om deres tjeneste ved Slædepatruljen Sirius. De har kendt hinanden siden børnehaven, gået i samme folkeskole, samme gymnasie, boet og arbejdet sammen igennem flere år på Svalbard, og til slut gjort tjeneste og kørt sammen ved Slædepatruljen Sirius.
Igennem et helt år var de slædemakkere, og har medvirket i den populære DR dokumentar SIRIUS.
Der vil blive fortalt om alt fra Sirius´ historie, optagelse og Forskole og selvfølgelig tjenesten på Grønland. Man vil få et indblik i, hvilke opgaver Sirius udfører i den nordlige del af rigsfællesskabet, samtidig med at man vil få en masse gode røverhistorier. Forhåbentlig kan foredraget medvirke til, at I får blod på tanden til, at opsøge eventyret og udfordringerne som venter ude i naturen.

Resume – 11/9:

Danmarks Veteraner Kronjylland var onsdag aften vært ved et foredrag om slædepatruljen Sirius i et fyldt Veteranhuset i Randers. Lasse og Anders fortalte i et spændende foredrag om rejsen som venner fra barnsben, forskole til Sirius slædepatruljen, om at komme gennem nåleøjet som 2 blandt 5 ud af 75 aspiranter til deres ophold i Grønland. Vi kom med på deres oplevelser på militærbasen Daneborg med forberedelser til slædepatruljen. Gennem fortællingen var vi med på slæden i det farefulde østlige Grønland. Deres møde med isbjørne, ulve og moskusokser. Om at falde gennem isen med slæde i det kolde vand og mange lignende oplevelser. Efter den spændende fortælling var spørgelysten stor blandt de mange fremmødte.
En super spændende aften!
Tak for den store opbakning.